Svampeåret 2019

Nedenstående beskrivelse af svampeåret 2019 er bragt i Svampe 81:

Første svampesæson for den Syd- og Sønderjyske lokalafdeling – Synnejyske Svampe.

På initiativ af Anker Hansen, Birgitte Marcussen og Birger Marcussen blev der i begyndelsen af 2019 etableret en lokalafdeling af Svampeforeningen i det Syd- og Sønderjyske. Lokalafdelingens navn er Synnejyske Svampe med logo af det sorte guld - Trompetsvamp. Vi fik et tilskud fra Svampeforeningens fonde til opstart og mulighed for at etablere en hjemmeside til lokalafdelingen.

Den 7. maj afholdte vi et opstartsmøde i det nye Multikulturhus i Sønderborg. Vi havde regnet med 10-15 deltagere, men der dukkede mere end 30 svampeinteresserede op, så lokalet blev fyldt godt op. På mødet blev informeret om bl.a. ideen bag lokalafdelingen, planlagte svampeture og hjemmesiden.

Første tur d. 19. maj dukkede lidt mere end 30 forventningsfulde svampefolk op på Kær Vestermark ved Sønderborg. Vi startede med valnøddesnaps og hybenvin, som en af deltagerne havde medbragt og gik på jagt efter Vårmusseron.

Sidste års tørke og tørt vejr i starten af sæsonen har betydet, at svampesæsonen har været meget atypisk fra et ”normal” år. I den østlige del af Sønderjylland på de meget lerede jorde har det taget lang tid at få mættet jorden med vand. Det har også betydet, at det har været nødvendigt med justeringer af turene hen over sæsonen og desværre en aflysning af en Gourmet-tur med en lokal kok fra det Sønderjyske Hus. Turene til den vestlige del har budt på en del svampe bl.a. i Vråby Plantage med store mængder af Prægtig Skørhat, men ikke helt med samme diversitet som andre år. Flere gode svampesteder er i starten af året blevet hærget af Naturstyrelsens hårdhændede skovhugst med store maskiner, der pløjer skovbunden op.  Sidst på sæsonen kom der dog også gang i den østlige del af Sønderjylland med et væld af svampe bl.a. store mængder af Trompetsvamp og Tragt-kantarel. Læren af denne svampesæson er, at næste svampesæson planlægges turene startende fra vest mod øst i Syd- og Sønderjylland.

I alt afholdt vi 6 ture spredt over det Sønderjyske område. Turene er gået til Kær Vestermark (Sønderborg), Vråby Plantage (Rømø), Gråsten Skov, Lerskov Plantage, Årup Skov og Sønderskov ved Sønderborg. Generelt for alle ture var der mellem 20 og 30 deltagere, en enkelt tur blev afholdt sammen med Sønderborg afdelingen af Danmarks Naturfredningsforening og her var der omkring 40 deltagere. Vores deltagere er spredt over lokalafdelingens område.  Vi havde på 2 ture guider med ”udefra” bl.a. var Margot Nielsen turguide på turen til Lerskov Plantage. Det er dejligt med et friskt pust udefra og vi håber, at vi også i 2020 kan invitere erfarne svampefolk til at komme og være guide på en tur eller to.

Vi har i afdeling fået købt Danmarks Svampe og Nordeuropas Svampe til at tage med på ture. Vi har i efteråret fået bevilliget penge til et fasekontrast mikroskop til lokalafdelingen.

I starten af 2020 vil vi invitere til et årsmøde med svampeentusiaster i lokalafdelingens område, hvor vi vil drøfte året der gik og planer for næste svampesæson. Vi vil også i 2020 søge at afholde nogle bestemmelsesarrangementer, hvor vi vil introducere det nye mikroskop og brugen af det. Vi vil også undersøge muligheden for at afholde et svampefotokursus med en erfaren makrofotograf. Samtidig vil vi også forsøge at få gennemført Gourmet-turen, som vi måtte aflyse i år pga. manglende svampe. Forhåbentlig får vi også afholdt et kursus i garnfarvning med svampe fra lokalområdet.

Ture vil blive planlagt så vi starter svampesæsonen i den vestlige del af Sønderjylland, gerne på nogle nye spændende lokaliteter og så i løbet af sæsonen arbejde os østpå. Hele tiden med øje for at sprede kendskabet til svampe i lokalafdelingens område.

Birger Marcussen